(artikel fra Folkebladet Lemvig – 09.05.2018, skrevet af Benny Gade)

Erhvervsmanden Kenneth Iversen har flere projekter, der betyder meget for ham. Et af dem er det kommende Vandværket i Thyborøn, mens et andet er AUHE Midtvest’s Støttefond og fondens nyligt etablerede erhvervsklub. Nu kombinerer han de to projekter, som samtidigt udløser en stor donation på en kvart million kroner til Vandværket.

Erhvervsklubben er stiftet af Kenneth Iversen, der gerne vil hjælpe de lokale erhvervsvirksomheder i kontakt med universiteterne – især AUHE, Aarhus Universitet i Herning. Medlemmerne af klubben skal tage studerende i praktik, lade dem løse virksomhedsopgaver og senere potentielt ansætte dem. I dag er det svært at tiltrække højtuddannede til området, men Kenneth Iversen håber, det nye initiativ vil skaffe endnu flere højtuddannede i job i Lemvig Kommune.

Først og fremmest skal der dog skaffes medlemmer til erhvervsklubben, og i derfor slog han sig sammen med projektgruppen bag det kommende Vandværk i Thyborøn, der fortsat er i færd med at skaffe penge til opførelsen.

– Jeg kender jo virksomhederne og ved, at de sagtens kan sige, at en ide er god, men de skal høre den fem gange, inden de springer til og bliver medlem, siger Kenneth Iversen.

Derfor lavede han en aftale med Chris Olesen fra projektgruppen bag vandværket.

– Jeg lovede ham, at hvis han kunne skaffe 25 nye medlemmer til min erhvervsklub, så ville jeg personligt donere 10.000 kroner pr. medlem, siger Kenneth Iversen.

Nye medlemmer

Det var en mulighed, som projektgruppen ikke lod sig glide af hænde.

– Jeg havde et møde med de andre i gruppen, og vi bestemte os for at gå i gang, siger Chris Olesen.

Derfor tog gruppen rundt og greb fat i flere af de virksomheder i lokalområdet, som have brug for en uddannet arbejdskraft, fortalte dem om erhvervsklubben, og hvordan et medlemsskab samtidigt ville gavne Vandværket. Det koster virksomhederne 1500 kroner at være medlem af erhvervsklubben, men til gengæld ville de sikre Vandværket 10.000 kroner.

Den ide kunne flere virksomheder se fornuften i, så i løbet af et par måneder kunne Chris Olesen aflevere listen med 25 nye medlemmer til Kenneth Iversens erhvervsklub.

Og derfor må Kenneth Iversen nu til lommerne, hvilket han dog gerne gør.

Vigtigt projekt

– Vandværket er utroligt vigtig for både kommunen og for byen Thyborøn, siger Kenneth Iversen, der selv er vokset op i Thyborøn, inden han senere skabte sig en formue på virksomheden Unimerco i Herning.

– Jeg kan stadig huske som dreng, hvordan man i Thyborøn talte om, at det blot ville forlænge pinen, hvis man faldt overbord og var i stand til at kunne svømme. Det er en holdning, vi må gøre op med, og samtidigt vil et Vandværket være med til at tiltrække og fastholde tilflyttere til området, siger Kenneth Iversen.

Projekt Vandværket er allerede langt fremskredet. Faktisk er det så langt, at de nødvendige 37,5 millioner til rådighed, men indsamlingen pågår dog stadig.

– Ifølge tidsplanen er der licitation over byggeriet i juli, og først da kender vi den nøjagtige pris, siger Chris Olesen.

Derfor er han glad for, at der fortsat løbende kommer donationer ind til projektet.